Gulerødder gør godt
Alle elsker gulerødder. De er skønne rå i en sprød råkost, helt uundværlige i en coleslaw, og så smager de godt i supper og gryderetter. Endelig er gulerødder også helt enkel garniture til store som små måltider.
Her om vinteren er gulerødderne særligt store og nemme at rive eller bruge som fyld.
Direkte fra marken
De dejlige danske gulerødder får vi direkte fra vores gård i Sønderjylland. Her har vi beskyttet dem mod det kolde vintervejr med et tykt lag halm. På Billeslund dyrker vi nogle gode gamle gulerodssorter, hvor der er knald på smagen og farverne - gul, lilla, hvid og orange.
Roden til alt sundt...
Gulerødder indeholder masser af fibre, vitaminerne C og K og mineralerne kalium og mangan. Derudover indeholder rødderne betacaroten – et forstadie til A-vitamin, som beskytter mod infektioner og er godt for hud og øje.
Farverig suppe med varme krydderier
Gulerødder kan udgøre et helt vegetarisk måltid i sig selv, prøv blot denne opskrift på en flot orangefarvet suppe med mellemøstlige krydderier.
Arabisk gulerodssuppe med dukkah
4 personer. Tilberedningstid ca. 1 time
1 kg gulerødder, gerne farvede
1 løg
1 kanelstang
2 tsk korianderfrø, ristet og knust
rød chili, finthakket
vand (så det dækker)
½ l appelsin eller æblesaft
salt, peber og evt. sukker
1 dl drænet yoghurt
Skær gulerødder og løg i grove stykker. Sauter i olie med kanel og koriander. Hæld vand og chili ved og lad suppen simre i 45 minutter, til gulerødderne er helt møre. Fjern kanelstangen og blend suppen. Den skal være lidt tyk.
Smag til med appelsinsaft, salt, peber, sukker, chili m.m. Server med yoghurt og dukkah.
Dukkah
1 spsk spidskommen
2 spsk korianderfrø
1 spsk kanel
1 spsk sort peber
2 spsk sesamfrø
2 spsk hasselnødder
mynte eller timian
Dukkah: Rist krydderier på en tør pande. Rist nødder i ovnen.
Blend groft med krydderurter og salt.
Find flere opskrifter med gulerødder i vores opskriftsbase