Aarstiderne Engros
Aarstiderne engros

Vinteren er hård ved grøntsagerne 

Det øser ned i Spanien. Markerne med blomkål og salat står under vand, og det drypper på tomaterne og agurkerne i drivhusene. Det er faktisk den rene elendighed nede på Sydkysten. En måned med regn, regn og atter regn kan ødelægge selv de bedste grøntsager.
 

Desperate gartnere i Spanien

Vor mand i Spanien, Flemming Andersen, er ved at være desperat: ”Det er lidt af et mirakel, at vi overhovedet kan få spanske grøntsager for tiden. Vi har ikke kunnet plukke avocado i en hel måned, fordi det regner hele tiden. Appelsinerne har vi plukket om natten, da der endelig kom et ophold i regnvejret, og i sidste uge måtte jeg kassere et helt parti grønne bønner – de havde ikke fået sollys i flere uger og var helt lysegrønne og kedelige.”
 

Gode erstatninger for ødelagte grøntsager

Men selv om Flemming og avlerne Paco og Ginès i Andalusien hænger med mulerne for tiden, kæmper de bravt for at finde gode grøntsager til erstatning for de ødelagte. ”Så tager vi spidskål i stedet for blomkål. Spidskål er en stærkere kålsort, som bedre kan holde til ustadigt vejr. Og grøntsager som røde peberfrugter og aubergine kan også godt klare det fugtige vejr,”  fortæller Flemming.
 

Fugtigt klima giver skjulte skader 

Den megen regn giver ikke kun oversømmede marker. Det fugtige klima rammer også grøntsagerne på kvaliteten. Et kålhoved, som ser fint ud udenpå, kan have skader indeni. Og tomaterne, som er vant til tørre og varme drivhuse, har ikke helt så megen smag og sødme for tiden, ligesom det våde vejr gør, at de ikke holder helt så længe som normalt.

 

Heldigvis ser det ud som om, det lysner dernede. ”I dag regner det i hvert fald ikke”, griner Flemming i telefonen fra Spanien.
 

Dansk isvinter fryser grøntsagerne på marken

Også herhjemme driller vejrguderne. Det har Kent og Annemette Ebbesen fra Tinggården i Ommersyssel i Jylland mærket. Deres marker er dækket af en halv meter sne, og frosten gør det umuligt at høste de rosenkål, grønkål og savojkål, som ellers var klar.

 

”Vi ved ikke, om kålen tager varig skade, men håber det bedste. Det værste er, når det skiftevis tør og fryser,” fortæller Kent.
Pastinakkerne, som også står ude på markerne, er han ikke så bekymret for. Jorden er ikke stiv af frost, for snelaget isolerer godt og holder på jordvarmen.  ”Men vi kan ikke høste dem, for vi kan ikke finde rækkerne for bare sne!”


Vil du være kunde?



Din konto

Husk mig til næste gang
Dansk økologimærke 

100 pct. økologisk
- med statsgaranti
Vi hjælper dig!
Det er ikke spor svært at bruge økologiske grøntsager i køkkenet. Med vores hjælp kommer du nemt i gang.